Notater fra den anden side. Uddrag fra bogen ”Jeg danser”

Notater fra den anden side.                          Uddrag fra bogen ”Jeg danser”

Af Vika Biran
Oversat af Harald Hartvig Jepsen

andet døgn

I dag kom jeg for retten og blev idømt femten dages fængsel. Nu synes jeg tiden er inde til at sætte mig ned og begynde at skrive. Godt jeg ikke er Viktor Frankl og kan skrive på papir og ikke behøver gøre det i hovedet.

Nu sidder jeg i cellen i Akrestsina. Alle de andre piger er ført væk. De er sikkert i retten. I et par minutter var jeg alene, men så kom de og satte kvinden L. ind til mig. L., formoder jeg, er en hjemløs. Der står en ram lugt fra hende og hendes ansigt er lettere forslået. Desuden har hun ondt i fødderne – det hørte jeg ude fra gangen, da strisseren ville have hende til at gå hurtigere. L. siger med en hvisken: ”Tror du Lukasjenka fortsætter? Gid han ikke gjorde. Der sker så meget vold”. Her måtte jeg give hende fuldkommen ret.

L. er så nogenlunde orienteret om den nuværende politiske situation. Hun siger, at efter valget så ” blev folk arresteret i flæng”, at der var ”helt op til ni salatfade” (politiet havde flere, L., mange flere salatfade) og ”en blev ligefrem dræbt” (flere, L., langt flere blev dræbt).

L. kunne længe ikke få sig til at lægge sig på de rå brædder på sengen, men til sidst lagde hun sig. For fødderne gjorde ondt.

Jeg ville godt have haft en tår vand, men der var ingen vand. Der var ikke mere vand på flaskerne, og de havde lukket for vandet i hanen. Ganske vist kunne jeg jo bare bede strisseren uden for døren om noget at drikke, men 1) jeg havde ikke lyst til at bede ham om noget, 2) han ville højst sandsynlig sige nej.

Det så ud til, at L. er faldet i søvn. Lad hende bare sove.

Jeg tænkte, at når alt denne sommer alligevel kun handlede om Corona, og det ikke så ud til at være muligt at tage nogen steder hen, så skulle dette være min rejse. Min odysse gennem celler og fængsler i Belarus.

tredje døgn

Kun når man betragter dette som et antropologisk eksperiment, får man kræfter til at udholde hele dette mareridt. Viktor Frankl, Viktor Frankl…

I går var vi alle for retten. Pigerne fik mellem syv og femten døgns fængsel, selv de alleryngste, som jeg nu sidder og betragter – og som jeg har den største medfølelse med. De er så skrøbelige, naive og uskyldige.

Vi morede os kosteligt over M. Hun samarbejdede med Belsat og ”havde en særlig konto” hos dem. Hun blev idømt en bødestraf, og de efterlod hende siddende ude på gangen. Der sad hun så, og sad meget længe, men endelig kom hendes betjent og overrakte hende en ny arrestordre, denne gang for at modsætte sig arrestation. Så blev hun igen ført ind i cellen til os. Nu er vi syv kvinder om de fem køjer herinde.

På et tidligere tidspunkt, endnu før vi kom for retten, fjernede de vores madrasser. Vi tænkte, det handlede om, at vi snart skulle overflyttes (til Zjodzina for eksempel), men så blev det stille og roligt tid til frokost, og også aftenmaden gik, uden at vi kom ud (note: her mente jeg selvfølgelig – uden at vi blev overflyttet). Vi bankede og bankede og trykkede på knappen, men fik blot som svar: ”I er straffede, I får ingen madrasser, I skal fortsat være syv sammen.” Hvad? Hvorfor? Efter døren var blevet lukket, begyndte vi at gisne om, hvad det var, der foregik. Vi syv henvist til fem køjer med nøgne træplanker. Okay, vi havde vand (skønt de lukkede for vandet fra tid til anden), der var heller ikke særlig koldt, altså hvis man nu skulle finde noget positivt at sige. Men hvad skulle vi i øvrigt tage os til.

En af pigerne, U., var uddannet jurist og hun var i stand til at få øje på det særlige og positive selv i den største bunke lort (hun ville sige, ”men den har dog form som et hjerte”) . I går var selv hun brudt sammen i gråd og havde sagt, at på trods af hendes kærlighed til mennesker, så var dette den første gang, hvor hun havde følt had.

*** N. bliver ført væk til en ny retsag.

fjerde døgn

I går blev vi overflyttet til et nyt sted. Det viste sig at være til Zjodzina. Selve denne flytning af mig i det fysiske rum vakte min glæde, uanset hvor det så end var, jeg skulle flyttes hen. I den lille celle i Akrestsina var jeg så små begyndt at gå fra forstanden. Det viste sig, at L. til stadighed blev flyttet fra celle til celle. Hos nogen af os blev hun efterladt for at tilbringe natten. Vi fik vores madrasser tilbage for natten, men nogle af de andre pigerne fik ikke deres. Således måtte to af kvinder sove tre sammen i en tomandscelle uden madrasser på de nøgne brædder med L. som sengekammerat.

Så kom de. Vi kunne se en schæferhund gennem sprækken. Vi huskede historien, at dette blot var endnu en form for psykologisk pres – disse hunde. At de altid bliver holdt i en ultrakort snor – og gør aggresivt i vejkanten, når man går forbi.

Vi gik gennem en lang kældergang. Den var mørk, kold og nærmest uendelig. ”Hold til venstre! Hold til højre! Hænderne om på ryggen! Lad være at samle noget op fra gulvet!” De mandlige fanger fik samtidig slag med stavene.

Vi blev stillet op på række: ”Hænderne op! Højere! Hæng ikke i tremmerne! Håndfladerne udad!” En strøm af informationer. Håndfladerne udad – hvordan skulle det gøres? Det var ikke til at forstå. Jeg skævede til siden for at forstå hvordan. Vi skulle sænke hovedet med vores hænder: ”Hovedet ned! Længere! Hvad er det, du ikke har forstået?” De mandlige fanger blev desuden slået over benene med knipler: ”Spred benene!”

Så gik vi ind i cellen. ”Ansigtet mod muren! Hænderne på ryggen! Når jeg siger et efternavn, svarer I med fornavn, fadernavn og fødselsdato”. På svarene ”2001” og ”2002” reagerede han med ordene ”luder” eller ”fuck”.

”Alle handlinger udføres på ordre fra en ansat. Alle andre handlinger vil blive opfattet som en trussel, hvilket derfor kan medføre, at der vil blive brugt lovlig fysisk vold under anvendelse af særlige magtmidler mod jer. Fra klokken seks morgen til ti aften er det forbudt at ligge i køjerne. Vækning sker klokken seks morgen.”

Desuden kom de forbi flere gange – ”Hvorfor sover du ikke? Vil du hellere stå ude på gangen?” Jeg sov med ørepropper, men hørte alligevel tydeligt, at der blev bragt nye folk ind: skrig og knippelslag. Kræfterne rakte ikke til medfølelse. Jeg koncentrerede mig om at falde i søvn. Vågnede ved kulden og tog et par bukser på uden på mine strømpebukser. Nu forstod jeg, hvorfor jeg havde brug for varmt tøj.

Jeg begynder at skrive med en mindre håndskrift for at spare på blækket. Blækhuset havde jeg tilfældigvis taget med fra Akrestsina. Jeg havde slet ikke haft til sinde at tage det med! Jeg fandt det i min kosmetiktaske. Pigen, hvis blækhus det var, ville sikkert hade mig for det. Men jeg sværger, det var helt tilfældigt, det kom i min besiddelse! Jeg har ikke begreb om, hvordan det kunne være gået til. Dette illegale blækhus (det viste sig at være forbudt herind) kunne redde mit liv.

femte døgn

Vi udvekslede bankesignaler med nabocellerne via radiatorrørene: Le-ve Be-la-rus.Vi tror, vi kan, vi sej-rer!” Og det på trods af, at jeg ikke ligefrem havde råbt højest eller meget under selve demonstrationerne, men herinde – er situationen en anden :).

Jeg tog hele tiden mig selv i at sidde og stirre på den forbandede dør. Den var en kilde til fare. Ligesom den var en kilde til håb og glædesstunder, som, for eksempel, når der kom breve eller pakker. Den var også en kilde til modstand og forsvar.

Vi blev udsat for en ransagning af vores celle. Det foregik ved, at vi alle blev gennet udenfor, og mens vi var ude, gennemrodede (en mand) vores ting, smed dem på gulvet og tømte indholdet af vores pakker. Sådan gik det til, jeg mistede mine notater. (Note: i virkeligheden mistede jeg kun et enkelt ark, alt det andet havde jeg været forudseende nok til at skjule. Men efter denne episode var jeg meget omhyggelig med at skelne mellem, hvilke notater jeg kunne lade ligge fremme, og hvilke jeg gemte på et hemmeligt sted). Spørgsmålet er, hvorfor man overhovedet foretager ransagninger? Alle vores ting var allerede blevet nøje undersøgt, både mens vi var i Akrestsina og igen her i Zjodzina. Vi havde ikke haft mulighed for at tage noget som helst ”forbudt” med os. Blækhuse og papir var ikke forbudt. Monstro tanker overført til papir allerede var blevet forbudt? At overvåge og straffe. Hvad mon straffen er for tanker? Alligevel stillede de spørgsmålet: ”Har I forbudte sager i cellen? Våben, narkotika? (note: ja, to kalasjnikov’er og en smule speed).

I dag slog de ruden i vores dør i stykker. Klokken seks morgen fik den et slag med en knippel, og det holdt glasset ikke til. Sikke en vækning.

Det sker ofte, jeg falder i søvn med noget foruroligende i tankerne. Der er mange medvirkende årsager til, at sådanne tanker opstår. Mine drømme er i sig selv tunge, til tider med en seksuel men aldrig særlig behagelig kontekst, hvor jeg er overflødig. Men det er, hvad det er, jeg lægger allerede bånd på mig selv, fordi de tager alt fra mig og læser det. Det gør ikke noget, tankerne kan de ikke tage. Mine tanker er altid hos mig.

Jeg drømte, at jeg igen arbejdede på teatret og ikke kunne ikke huske den sidste replik, og at man råbte ad mig. Jeg vågnede – og befandt mig i fængslet. Hvilken lykke! 🙂

Når en af pigerne løslades, fejes og skrabes skidtet hen til dørtrinnet. For at personen ikke skal kommer tilbage.

Kommunikation

Den gør det både muligt at overleve og tærer meget på kræfterne. Retfærdiggørelse af agressoren, sexisme, homofobiske vitser, forplumring af æteren, narcissistiske udfald etc. – alt det opfanger hjernen, men til forskel fra i mit normale liv er mit valg af reaktion på dem betydeligt indskrænket. Jeg kan for eksempel helt banalt ikke rejse mig op og gå ud . Det at bevare en behagelig omgangstone herinde er en langt vigtigere opgave, derfor bider jeg nogle gange blot mærke i det sagte og varer min tunge. Jeg kan altid tage revanche, når jeg er fri igen. Men ind til da består opgaven i at overleve.

Overflytning

En ny celle. Det lader til, at jeg skal tilbringe de sidste fem døgn af min indespærring her. Hvis de altså ikke finder på at give mig en ny slutdato – det er en ny fobi, som er opstået hos mig. Forskellene er:

• Menneskene. Her er ti andre, så forskellen består i mere kommunikation. (Note: de sidste to dage af min straf afsonede jeg i selskab med blot en enkelt kvinde)

• Bekvemmelighed. Folk her skiftes ud – i stedet for de gamle i gårde, kommer der nye til, og man ”arver” bøger, mad, kopper og så videre. Min sidste celle var helt tom, vi nåede kun lige at begynde at fylde den op med ting. Desuden er her to vinduer, man sorterer affaldet, renser wc-kummen med en tandbørste og synger vuggeviser før sengetid (note: senere begyndte jeg selv at synge med).

Men så satte man en nyankommen ind til os og det ændrede gruppedynamikken fundamentalt. I begyndelsen fattede jeg sympati for hende. Af type en midaldrende kvinde med ondt i leddene, men senere irriterede hun mig grænseløst. Hun optrådte belærende, nedgjorde andre, gik vildt over stregen i raseri og strøede om sig med råd og anvisninger. Vi er jo alle i samme båd herinde. Grr, det var meget strengt! Og ingen steder at søge tilflugt. Vi er jo alle i samme båd herinde. Vi er tvunget til at ”stå sammen”. Godt, at hun kun sad sammen med os i lidt over to døgn. Til afsked omfavnede jeg hende nu alligevel, som jeg gjorde det med de andre. Hun smilede. Vi skulle alligevel aldrig mødes mere.

Vi har ikke lov til at sove om dagen eller lægge os på køjen. Vi er tvunget at sidde på den hårde smalle bænk ved bordet. Vi sover om natten med lyset tændt (samme lys som om dagen). Oveni har vi menustration.

Jeg føler allerede en konstant trang til at blive løsladt. Værre endnu. På ny er jeg avanceret til at være den ”ældste”  i cellen, alle de andre, som stod for tur (alle som nåede at blive ”turister”) er blevet løsladt. Jeg fik lidt at vide om X.  Flere af ”knippelsvingerne” udveksler sladder om ham. Kalder ham transvestit. Efter sigende afsoner han 15 døgn og efter sigende sidder han i isolationscelle. Ja, såmænd fordi ingen vidste, om de skulle sætte ham ind til mændene eller kvinderne. Jeg forestiller mig, hvordan han har det dér – og så ser min egen afsoning her allerede mindre tragisk ud.

Det trykker for min pande. Det er fem dage siden, jeg har været ude at trække frisk luft.

Jeg har afsendt tre breve og til gengæld modtaget et enkelt. Fra mor. Hun havde fyldt to tredjedel af en side med hastigt nedkradsede ord – men jeg tog imod det med taknemmelighed. Det er så meget, som hun kan give. Jeg håber, at hun ikke bekymrer sig alt for meget for mig. Eller at M, som kommer med pakker til mig, gør det. Eller at F. gør det. (note: mors brev var det eneste jeg modtog i løbet af mit fængselsophold).

Åh, gid jeg dog snart her gennemlevet hele denne erfaring – og gid jeg allerede sad på afstand og reflekterede over den.

Den femtende dag, den sidste. Det var nederen at skulle finde på noget at give sig til, spise mættede kulhydrater, sove med lyset tændt, blive vækket klokken seks om morgenen, SIDDE PÅ EN BÆNK. Min stakkels rygrad, min stakkels krop, min stakkels hjerne. Når jeg bliver løsladt, så skal jeg knuselske og forkæle jer.
***
I cellen forestillede jeg mig ofte, at alt det, der skete, var en form for søgen efter noget, en leg. Jeg fik en kopi af min afhøringsprotokol, jeg havde ikke tilstået min skyld og havde ikke indvilliget i ”sladre”, jeg havde ikke fået taget fingeraftryk og min mobiltelefon var ikke havnet på forkerte hænder… Men hvorfor fanden havde jeg givet dem lov til at fotografere mine tatoveringer, og hvorfor havde jeg ikke talt mine penge omhyggeligt ved løsladelsen. Fængselspersonalet havde stjålet 10 rubler fra mig. Jeg har ikke dokumentation for dette – men til gengæld var jeg utrolig glad for at se min mor, da jeg kom ud. I må tro mig på mit ord.

Men stadig kunne jeg ikke give mig selv lov til at være glad over min nyvundne frihed, fordi jeg vidste, at efter femten døgn kunne de arrestere mig for endnu en femten døgns periode. Og endnu én, og endnu én. Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle få det sagt til mine venner på en så taktfuld måde, at vi kom hurtigere væk fra porten, så jeg ikke fik stukket en ny arrestordre ud, og så mine venner ikke begyndte at tro, at jeg var gået helt fra forstanden i cellen derinde.

Jeg havde gennemført min søgen.