DIGTE
Af Morti Black
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
***
jeg luger ud i mine tankers bed og prøver deres smag på tungen,
vender hver eneste af dem, drejer dem rundt i ring som en gammel lp.
fra hver og en stritter en torn,
det føles som har den sat sig fast et sted midt i lungen:
”jeg troede, vi ville få mere tid sammen”,
siger jeg til mig selv, mens jeg pakker min rygsæk til det ukendte.
”jeg troede, vi ville få mere tid sammen”,
hører jeg i mit hoved, mens jeg går ned gennem evakueringstoget.
”jeg troede, vi ville få mere tid sammen”,
siger jeg til mig selv, mens jeg flygter stadig længere vestpå gennem
Ukraine.
”jeg troede, vi ville få mere tid sammen”,
og al min uro og smerte, mine personlige dramaer, mit knuste hjerte
tager sig så bagatelagtige ud i det bed
på baggrund af, at vi ikke havde tid nok,
ingen havde tid nok til at forberede sig.
jeg sidder og luger ud i mine tankers bed og tænker på,
at i hele verdensaltet er der ikke tid nok,
derfor at lade denne tanke gro i mig
giver ikke mening.
***
Gløden fra vores cigaretstumper danner en bane mellem vores hjerter,
det er mørkt i køkkenet for det er for farligt at tænde lys for tiden.
i stuen er der sømmet brædder for vinduerne,
efter fem døgn betragter jeg dem allerede som noget helt naturligt,
på et af dem skrev en veninde allerede på krigens første dag ”fuck krigen”.
først nu kan hjertet mærke, hvor tungt det banker, det flænges af smerten
over vores sønderrevne by, vores livssveje som er skåret i stykker.
Du går ud og handler, du magter ikke at sidde hjemme længere,
men finder senere ud af, at på samme tid blev folk som dig i nabodistriktet
flænset i stykker i en kugleregn af fremmed had og raseri.
der er en særlig romantisk stemning ved at drikke oolong under beskydning,
lave mad til tonerne af oprørssange, pakke ting ned til okean elzis musik.
her er udeladt en linje bandeord om, hvor fantastisk jeg ville have klaret mig uden den.
her er strøget en linje hadeord om I ved selv hvilken nation, som åbenlyst ikke gør nok.
her er en linje grænseløs kærlighed og taknemmelighed til de brødre og søstre,
som gør mere end de formår, bebrejd nu ikke jer selv over manglende styrke.
mit hjerte fyldes med smerte, når jeg betragter hele mit liv,
som kan rummes i nogle få rygsække, skønt der også er en umådelig masse tro i det.
hermed slut på den eksistentielle reportage fra Kharkiv.
Vi tales ved.