DIGTE
Af Oleksandr Boboshko
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
***
Men de modne rønnebær
blev røde som blod i haverne.
Og eksplosioner genlød fra alle sider, og mennesker døde.
Uformående engle
cirklede over gravene
og gemte sig
blandt trækronerne
for lumske granatfragmenter.
Og enker hulkede og forbandede det fjortende år;
Og de jordiske faldt i afmagt – det regnede de ikke for en synd.
Gullighed og karmosinrødt
vajede i steppevindene,
som hvirvlede mindet om sommerens
mynte og passionsfrugt op.
(Oh, Guds Moder Hogiditri skån
hver og en af vores fæller for sår,
og alle på den anden side –
skån dem for fuldstændig
okhlobystinering[1]).
Østen skal ikke altid
associeres med en ny
morgendag.
Der var en gang en hund…
For lang tid siden. Endnu før krigen.
Åh, og hvor klagende hylede den ikke!…
Alt det bestående, velkendte
fik en bitter bismag.
Fuld af hjemstavnsfordrevne
buldrede
endnu en togstamme derudad…
[1] Den russiske skuespiller og manuskriptforfatter Ivan Oklobystin (f. 1966 i Tula oblast) blev først præstviet i den russiske ortodokse kirke og forsøgte sig senere som politiker kendt for meget aggressiv homofobi. O. støttede aktivt de selvbestaltede løsrivelsesrepublikker i Donbas i 2014 og Putins invasion i Ukraine i 2022. O. omtales i et kendt digt af den Putin-kritiske Dmitrij Nazarov (f. 1957 i Moskva) som ”den vanvittige tsars lænkehund”, o.a.
***
Hvor flygter du hen, din skøre rad!
Korsvejene er sølet til med rødt.
Skal du ud til nye jordskælv eller krige?
Hvor græsset er visnet, rugen brændt af?
Også troen er reduceret til nul og niks;
himmelhvælvet kan ikke ses for røg…
Hvem er det, der så unaturligt hyler,
over køkkenhavens
tabte høst?
Hvem skal nu have glæde af agurkerne
eller af peberfrugter farseret med gulerod?
Kun smerte og modløshed findes i mit hjerte.
Røgen af fædrelandet – hvor er den bitter!
Så, hvor skal du hen, dit fjols? Stands dog.
Tror du, du får det nemmere et andet sted? Næppe.
Den blodige varme fase
bare fortsætter,
fortsætter,
fortsætter….
***
I, kærlighedens fugle, vend snart hjem
til vor sjæles halvglemte reder…
Et utal af Salomer i morderisk dans
befaler
pionerne
at skaffe hoveder.
Et banner brænder, antændt af en nabo,
lyntog fanget på kornet flyver af sporet.
For tusinder af skilsmisser – et enkelt bryllup,
for alle korsfæstede – en enkelt genopstanden.
Himlen sender snart en oversvømmelse, snart en tsunami,
som efterlader staklerne uden noget sted at søge ly…
Kom, I trækfugle, slut jer nu til os på ny –
vi tigger og beder i forventning om frelse.
***
Tiden er inde til at ringe med klokken,
og plage med et hårdt ord,
mens nerverne hvert andet øjeblik
dulmes med styrkende nektarer.
Den grånende tsar har allerede hørt
den berusede muntre stemme:
”Oberstløjtnant Tezeev.
Labyrinterne er ryddet for minotavrer!”
”Min søn, du skal have tak… Du får et ”Georg” af mig. Lav selv hul til det”
Sagde han og bøjede sig over sit landkort,
fuld at lykke og træthed.
Han kom i tanke om at der
endnu fandtes en uvist hvorfor ubesat
ø,
det affødte fordrukne planer
om en øjeblikkelig invasion.
Kun den stjerneklare nat
tog notits af den gamle mands tanker.
Et fuldkomment blikstille
bremsede, efter bedste evne,
armadaens fremmarch.
Og endnu levede håbet: sygeplejersken Ariadne
opsendte bønner
til den almægtige himmel
om benådning for de dødsdømte.
***
Alt stod i krigens tegn… Perroner, sår, eksplosioner.
Og nogens omkomne hund. Og nogens omkomne søn.
… Til skiltene i metroen (de siger: her er ikke udgang),
selv hvis der var, så rakte kræfterne ikke til det.
Fjernsynsskærmen truede med i endnu større skala.
Alle telefonpæle råbte: ”Vi må redde hospitalspatienterne!”
Unge kvindelige løjtnants-enker gik hvileløst omkring…
Men der var også nogen, der var skadefro: ”Lad dem dø, for de er ikke vores”.
Det fortsætter den i dag. Mit raseri vil ikke svækkes
mod alle dem, som villigt hælder vand
på andres mølle,
som allerede har malet så mange skæbner til mel;
mod alle dem, som sælger sig ”for en sølvrubel”,
og som selv nu foretrækker ferier i Sudak og Koktebel.
De tusindvis af dødsfald har
af en eller anden grund ikke lamslået dem.
***
Månens plads er ikke vandpyttens dyb!
Kig op på himlen – og mød den dér med blikket.
Efterårsnatten – er så trist og kausal.
Træer fryser i tarvelig mundering.
Det hærdede hjerte vil krybe frem på hælene
om end langsomt – så dog sikkert og for bestandigt.
Du gør galgen klar til frygten, som var det til en Judas,
Og afventer allerede uden mindste bæven korsfæstelsen.
Så væk med dysterheden, vis hugtænder, du stædige orne!
Du har himlen på din side. Den vil hjælpe med at sprede:
kolde regnbyger – på hede følelser,
eller den første sne – på oktobers uvejr.
Vov und ikke at drømme om – her, halvvejs i livet
når du gør status –
at hejse det hvide flag.