DIGTE
Af Nadiya Havryliuk
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
***
– Skynd ikke på mig. Vent lidt endnu.
Jeg vil finde nøglen og først da bryde op,
Dråbe for dråbe rinder min tid ud.
Jeg leder efter nøglen…
– Døren er væk, du gamle,
Kun en enkelt mur står tilbage,
Dén mur og dén har granaterne grådigt hugget ned.
– Mindet om den lykkelige tid holder mig igen
Skynd ikke på mig. Jeg har brug for mere tid.
En øjenhule lyser sort, hvor vinduet engang sad,
Og nærved – et kulsort krater i den kære jord,
Og jeg ved ikke helt hvordan det er:
At finde nøglen til det hus, som er i hjertet.
05.07.2022
***
Bomberne falder i ét væk nu,
Og hjertet sidder i halsen. Gru.
Tiden gik i stå. Som har det været
Februar lige siden. Tårevædet.
Kampen udkæmpes af artilleriet.
Jorden skælver – kan du høre det.
Frontens bagland lå engang hér. Men jeg er nu
En halv snes kilometer fra ”point zero”.
Hvad er det: var det fjendtlig ild?
Et fly? Eller bare et tordenskrald?
Hvor er du fjerne morgendag?
En evighed lang er dagen i dag…
Vinden spreder vidt omkring
De alt for høje ”bum… dum… bum…”,
Som var det Dantes kredse man genopfører…
Et øjebliks stilhed og du spidser ører:
Lytter til gråspurvene som med stor iver
Kvidrer løs med deres ”tjirp-tjirp-tjirp”!
Det lyder som om de blot vil minde om:
”I morgen er det forår. Gå det i møde, kom”.
20.06.2022
***
Man bad om en jernkuppel,
Men det himmelblå badeværelse
Blev sønderskudt af fjendens raketter –
Ikke raseret af forårstormene i april.
Ildbadekarret flød over —
Betonkuplen skælvede.
Under den brast børnene i gråd —
Hvorfor skal de sidde i undergrunden?
Tanja klynkede og blev stille…
Den sidste dråbe vand —
Lilet er en liden vanddråbe.
Kuplen.
Desparate og udholdende Mariupol.
14.07.2022
***
Vi blev vidner til uendelig smerte:
En jamren fra flintebyen Kremenchuk
En hulken fra et søndersprængt Ivankiv
Et tavst skrig fra de dræbte i Borodjanka,
En undertrykt, næsten uhørlig, stille stønnen –
Sådan bønfalder det forulempede Hostomel.
Og dryppende af blod anråber Butja —
Himlen med en bøn om hævn. Uopsætteligt.
Hvad der ikke er en dag, er en by. Smertens alfabet.
En forfærdet verden måtte bide tænderne hårdt sammen.
19.07.2022
***
”Kak, kak, kak…” kakkede automatriflen
Da de kørte ud af Nova Kakhova:
Familien søgte blot det mindste skjul…
En sønderskudt bil og så… en strøm af ondskabsfulde eder
Lille Sofia – hun er netop blevet seks år gammel —
Hendes største drøm er at danse med lille Ivan,
når lillebroren bliver større. Ruslands ondskab
sætter en stopper for det hele. Den dræber børnene sammen.
Den dræber deres forældre, deres bedstemor – alle…
Som den sidste døde lille Ivan midt i et skrig.
Dér, hvor de små børns latter skulle have lydt,
Sidder Ukraines madonna med sorgfuldt ansigt.
02.08.2022
***
”Det er ikke din. Men skidt. Tag du den bare.”
Sådan ræssonerer djævlens børn.
Som han er de i stand til at stjæle og dræbe,
De er druknet i løgne. Nu opfører de lejre.
Filtrerer menneskene, som var de en væske,
Gennem en si efter løgnens skabelon.
Og ender op med en frelsende tanke —
At deres sandhed ikke burde afskrække:
Et lykkeligt liv for alle i dag forpester
Alene de, disse mørkets skabninger.
16.08.2022