Fra ”Hæfter fra fængslet”. Drømmerier
Af Aleś Bialacki
Oversat af Trine Søndergaard
Det er begyndt igen. Jeg kan huske hvordan jeg drømte da jeg var en ung mand, i skolen og på universitetet. Senere gik livet så hurtigt at drømmerierne bare forsvandt, men nu hørte jeg lige fra Sasja, og det gik op for mig at jeg helt ubevidst er begyndt at drømme igen. Det føles ret insisterende, men samtidig behageligt. Så hvad handler mine drømme om? Om Viasna. Jeg drømmer at vi er blevet legaliseret, at vi har fået vores eget ”sted” af staten, pludselig er vi blevet store, og alle lytter til os. Jeg tænker på Andrej som fortalte så begejstret om Saki på Krim, om at det ville blive muligt at bo der i længere tid, om havet, om bjergene, om feriebyerne Novyj Svit eller Sudak.
Jeg drømmer også om Vilnius og Warszawa.
Og om den lille hytte i Naliboki-skoven hvor jeg skal ud og samle svampe i september eller august.
Og om Nataljas og min ferie et sted i Tyrkiet eller Spanien eller Italien eller Portugal.
Og om at der er fest i Viasna, eller bare at jeg snakker med Adas eller med Natalja. Om en varm, indelukket ølstue med god øl. Om gåture i skoven ved Rakav eller på Uafhængigheds-alléen.
Jeg drømmer om at mødes med Natalja og Adas i Warszawa og om at vi sidder og snakker på en eller anden cafe.
Jeg drømmer at jeg bliver løsladt – enten i en retssal eller herfra, fra Valadarka, eller fra den straffekoloni jeg sikkert havner i – og at jeg som det første tager hjem til min far.
Jeg er også blevet moden til at lave mit eget stamtræ.
Jeg drømmer at der er en sammenkomst hjemme hos os, og alle vores venner og bekendte kommer. At jeg tænder op i badstuen i Rakav med Serzjuk og Edzik og vi sidder derinde sammen.
Jeg drømmer at jeg drikker et lille glas god cognac med nydelse. Og også at Natalja og jeg er i balletten og i operaen og i teatret.
De fleste af mine drømme handler om at lave noget aktivt i fritiden og om at have mulighed for at skrive i fred og ro.
Jeg drømmer at jeg graver køkkenhaven i Rakav.