Fra ”Hæfter fra fængslet”. Det brune hæfte
Af Aleś Bialacki
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
ARRESTEN
Den sidste sommerskole skulle til at gå i gang.[1] Jeg tog af sted fra mit hus i Rakaŭ. Jeg tog nogle tomme syltetøjsglas med i rygsækken. Metroen – uden for Viasnas kontor blev jeg advaret om, at nogle mænd var set cirkle rundt dér, – så jeg vendte om (for alle tilfældes skyld).
Jeg tænkte, det nok bare var en af de sædvanlige ransagninger.[2]
På Rundtorvet blev jeg standset af en mandsperson.[3] Han viser mig sit politiskilt, hænderne ryster. Resten af teamet ventede inde i en gård. Han fremviste en arrestordre på mig.
Vi gik op på stationen. Kropsvisitering. De fandt lidt småpenge, halsremmen med usb-stikket havde jeg afhændet.[4]
To maskerede betjente i fuld kampudrustning samt en civilklædt kameramand i slidte cowboybukser. De truer Adasja.[5] De fjerner lidt papirer, nogle småpenge, samt Adams venindes bærbare computer og en harddisk fra vores toilet.[6]
Derpå fulgte en underlig ransagning af Viasnas kontor. I vores lejlighed skrev de vores TV på beslaglæggelseslisten, på kontoret – kopimaskinen og telefaxen. De fjernede et par papirark, men et par gamle bærbare, som lå i en sovesofa, lod de være.[7]
Vi kører til ”komitéen”. Den første afhøring. Jeg nægtede at afgive forklaring. De kører mig ned til Kolas-strædet ”for at sove”.[8] Det sker i et civilt køretøj. En augustnat i Minsk.
De lukker mig ind i et ”abebur”. Køjesengene er smalle. Nogle fulde fyre, som har smadret et lysarmatur i en bowlinghal. De råber, truer, men strisserne har elefanthud. Tre timer efter bliver de om natten lukket ud. Jeg sover.
Om morgenen vender vi tilbage. Min anden afhøring. Jeg vedgår, at jeg har konti, men siger, at indeståendet ikke er mit. De meddeler mig, at der også findes en polsk konto. Det sortner helt for mine øjne. Vi går ud på gangen. Jeg hiver efter vejret.
Jeg tænker: så vovede de altså at slå til alligevel. Det er slut med neutraliteten.[9]
Helt fra begyndelsen kører vi altid hen på Valadarka-gaden, de tager mig ikke til Sapioraŭ-gaden.[10] De siger, at det er bedre sådan, de ville ikke trække tiden ud.
Porten til Valadarka, de afleverer mig, blodprøve og røntgen. Hudundersøgelse. Materiellageret. Hele tiden er jeg sammen med en korpulent fyr arresteret af Departementet for Økonomisk Efterforskning, han havde lavet nogle fiksfakserier, noget med pølser. Han blev sendt til Rusland.
På lageret udleverede de et dynetæppe, et lagen og en fangekop (et aluminiumskrus). Så blev jeg ført op på anden sal. Celle 22.
De bad mig lægge sengetøjet fra mig. Sergenten forhørte sig hvor, og gav det videre. Min plads var ved vinduet. Der var 16 køjer og 2 ventilatorer, min var nummer 16. De viste mig, hvordan man skyllede ud i toilettet, og hvor man spiste sin mad. Jeg var mere optaget at se mig omkring, tjekke de andre ud.
Sakub.[11] En fyr indsat for samme artikel 243 som mig, en byggearbejder: ”Der er mange som os her,” siger han og smiler. Nogle unge hackere, et par firmaejere, og en iransk læge, som var ved at lære sig tysk. Et harmonisk rodsammen. Jeg har ingen appetit. Jeg indstiller tandbørstningen – da der bliver råbt stop. Den første gårdtur.
GÅRDTUR
Gårdtur: udgang, nøgleraslen, ”Fart på!”. Nedgang til slottets kælderetage. Beskrivelsen af den: til den ene side hvælvinger, celler, som kun er beregnet til ophold, til venstre et sted – endnu en korridor….[12]. Vi bevæger os fremad, med hænderne på ryggen, så følger udgangen gennem porten i tårnet, som vi passerer. Ligeud var opdelte gårdsrum med numrene fra 1 til 10, de tocifrede gårdsrum var ude til højre. Sparsom plantevækst, rakler, afskallede mure, en muret fordybning i en krog af et af gårdsrummene, et net og gitterværk, himlen, bladløv, en bænk. Om sommeren skiller jeg mig af og til ud og sætter mig lidt, om efteråret går jeg. Vi går rundt med flasker med vand, så musklerne arbejder. I de små gårdrum er halvdelen af gangarealet vandpytter. En larmende radio går i gang klokken tre om eftermiddagen.
Vi er på gårdtur før middag i weekenden, på hverdage – om eftermiddagen.
Her kan vi tale mere frit, for det er sværere at aflytte det, selv om det er muligt.
Jeg tager dybe vejrtrækninger, for jeg har konstant hovedpine. Klistermærkerne på murene er en skøn blanding, på en af murene er der klæbet en lille grøn blomst op. Vi går længe, enes med hinanden både om turens længde og i hvilke gårdrum, det er bedst at gå. Der en jernluge i et af gårdrummene. Jeg siger i spøg, at det er udgangen til frihed og tilbage igen.
Jeg siger spøgende: ”Man skulle give den et los med foden,” – jeg sparker ud – ”så muren skælver og og falder sammen… Oh, Frihed!”, råber jeg.
Man kan se en skjoldformet spidsgavl af den del af fængselskomplekset, hvor kvinderne og de mindreårige indsatte sidder.
Engang opstod der klammeri mellem officerer og konstabler. De havde på én gang ført tre gårdtursgrupper ned i den underjordiske kælder. En af konstablerne havde råbt ”Det bliver over mit lig!…”
Det er et tørt efterår.
Krogene langs murene i gårdrummet var fuld af spytklatter og cigaretskodder, og der lå eller stak halvrøgne cigaretter ud fra murene.
Jeg går sammen med Maksim[13] og fortæller: ”Vi går ned af hovedstrøget, ned til cirkusbygningen.” Max spørger: ”Hvor skal vi gå hen næste gang?”
Jeg forestiller mig, at jeg er på spadseretur gennem byen. Nogle gange taler jeg med mig selv. Hvor der er temmelig mange mennesker på gårdtur, går jeg bare ud og stiller mig i gården.
FORHOLDENE UNDER FORVARINGEN
Der bliver skramlet med madskuffen klokken 5:30, i weekenderne klokken 6:00.
Brødet er mørkt, lyst eller hvidt (skånekost).
De prikkelystne blandt betjentene prikker til os, men ellers sover vi videre.
Mit dynetæppe og lagen er OK.
Andre har det værre, men der er også dem, der hver har to lagner.
Klokken 8:00 er der inspektion (som sådan en nu en gang forløber).
Derefter (eller derinden) spiser vi morgenmad.
Derefter laver enhver, hvad de nu har lyst til. Nogle sover, andre skriver, andre igen læser.
Skal man for retten – sker det om morgenen, enten klokken 6:15 eller 8:30.
Tilberedingen af middagsmaden går i gang 12:30. Klokken 13:30 spises der middagsmad.
Klokken 14:30 – gårdtur til klokken 16:00, derefter den obligatoriske te.
Klokken 18:30 – aftensmaden tilberedes.
Klokken 20:00 – mønstring
Klokken 22:00 – lyset slukkes.
I tillæg klokken 11:00 – besøg hos sygeplejersken.
Skal man ud at have en indsprøjtning, sker det inden middag.
Skal man ud at tale med en advokat, kan det ske både før og efter middag.
Fredag klokken 9:00 – brusebad.
Klokken 11:30 – breve.
Klokken 12:30 – aviser.
Efter middagsmanden – ”vildsvinet” (kommer med pårørendepakker).
Tilbage fra retten – klokken 19:00. Om onsdagen udlevering af medicin, ure, måske, eller lignende.
En gang om ugen – går ledelsen rundgang.
FORPLEJNINGEN
Skånekosten: havresuppe, perlesuppe, suppe på perlebyg og ærter, varm mælk (med havregryn eller makaroni), kartofler, frugtgrød, mælk, kål.
Forskellige standardsupper og råkost.
Vandkedel, spiseskeer, tallerkener.
”Vildsvinet” kiggede forbi (og afleverede en pakke)
Fangekop, en øse, en hjelm (dvs. krus, ske og skål)
Koldt vand, vandfilter.
Kioskvarer – slik, skumfiduser, smør, chokolade, mineralvand, toiletpapir, ”gitterkager”, dvs. vafler
Fra ”vildsvinet” – kød, spæk, wienerpølser, boghvede, ris.
Der er ikke noget køleskab (efterspørger nogen noget – går det ”fra hånd til hånd”, dvs. sendes videre fra celle til celle).
Sort te, grøn (kinesisk) te, min egen kaffe eller importkaffe (af mærket ”Jockey”).
Russiske piller med 7 måneders holdbarhed.
Tørmælspulver.
Skal man i retten – chokolade, gitterkager, vand. Mine kioskvarer får jeg udleveret personligt af fængselsbetjenten.
Brødet er ”fængselsbrød” og ”frihedsbrød”.
Forskellige suppeopskrifter. Jeg tåler ikke grøntsager.
Pavlovitjs skånekost – frisk kød eller dåsekød – ryger i suppen.
Om morgenen består hans skånekost af: smør, afskåret pålæg eller pølse fra pakkerne (”Vi sender ”en tak” til alle vores familier, det er deres fortjeneste, ikke vores”).
De første pakker var ”en ommer”: vand og brød.
Max har slet ingen pakker fået. Jeg skrev og berettede hans skæbne, Natalja har sendt ham pakker.
CELLEN, GANGEN, KONTORERNE
Skideren – et lokum afskærmet med et badeforhæng med små fisk.
Køjen – langs væggen.
Vadsækkene[14], et gult fællesbord, vægge, hvidt loft, betongulv med hvide terrazzosten.
En kasse med deleting under fællesbordet
En hylde med medicin, bøger og et fjernsyn, slik og sytråd. Et sengebord – som vi bruger til at opbevare forråd i. På det står en tekande og vandfilteret. Når vi laver varm mad, stiller vi en plastikbeholder[15] på bordet på luftrenserens plads og sætter dyppekogeren ned i den omviklet med cellofan.
Natbelysningen dækker vi til.
Madvarer – stiller vi i nichen[16], flasker med vand – i et hjørne.
En radiator, som vi tørrer vores tøj og klude på.
Gitteret over døren – benytter vi til at hænge i.
Radioen – fik vi vristet fri af væggen med en pind og afbrudt.
Et vaskefad af blik, en lille tap, som der løber vand fra, lavet af en brugt tandpastatube, en stor og en mellemstor balje (vaskekar). Tandbørsterne står i overskårne flasker til vand.
På væggen – et ordensreglement.
Vadsækkene ligger under køjerne.
Vi gør rent og fejer en gang hver fjortende dag.
TV-apparatet fra fabrikken i Vitebsk, den lille model, gik i sort og er sendt til reparation.
BREVE FRA MIT INDRE JEG
Jeg skriver meget, så meget som omstændighederne tillader.
De første to måneder læser jeg, jeg er ved at lære engelsk.
Derefter forbereder jeg mig til min sag.
Jeg skriver til andre, at jeg har det bedre, renere, og der sker det samme, som det Ginzburg[17] har beskrevet, men situationen er en anden, for det er lettere her, og jeg er ikke gammel. Men alligevel kan man ikke lave noget nyttigt her, for der intet at tage sig til, der er ikke noget, man kan bede om, ingen at lave aftaler med og ingen kræver noget af dig, og du har ingen forpligtelser over for nogen. Hjernen begynder at arbejde mere aktivt, gamle vaner vækkes til live. At drømme mindre – det er første prioritet. Fraværet af alkohol har renset hjernen. Den primitive tilværelse har fået luft. Sanserne er skærpet – man ser mindre forskelligt, til gengæld hører man bedre – enhver skramlen på gangen.
Situationen er den samme for de andre indsatte. Man lægger mærke til alt. Og man er også selv eksponeret til alt og alle.
Også de indre sanser liver op – man lærer atter at skrive breve, at sætte ord på sine følelser.
Følelserne bliver mere komplekse, klarere og mere mangefarvede: kærlighed, kammeratskab, venskab, bekendtskab, fjendskab, ulyst – alt får flere nuancer og mere vægt, og hverdagens små fortrædeligheder bliver mindre opslidende.
Jeg taler betydeligt mindre, men tænker, føler og reflekterer mere. I mit sind er jeg blevet yngre. Noget lignende oplevede jeg kun, tror jeg, da jeg var i mellem 20 og 30 år – i løbet af den periode.
Jeg tænker også mere over mit sted i livet, på min placering i ”tilværelsens koordinatsystem”.
Jeg er atter ”begyndt at føre samtaler med mennesker”, jeg har fået både lysten og tiden til det.
Jeg erindrer betydeligt mere – hvordan det var.
I løbet af de treenhalv måned fik jeg langt større selvtillid. Livede op. Opførte mig fri og ubesværet i cellen, talte med de andre, både med fanger og vogtere. Jeg begyndte også at se lidt mere afslappet på verden, med mindre vilde øjne. Valadarka blev gradvist mit hjem.
Jeg læste i ”Dzejasloŭ” et interview med Buraŭkin: ”Ofte er det for sent til, at du kan gøre det godt igen, årene er gået. De kommer ikke tilbage, men det, at man skulle have sat mere pris på livet, mere pris på menneskelige relationer, mere pris på lykken ved samvær med naturen, samvær med kammeraterne, samvær med stor litteratur, det er noget, jeg stadigt oftere tænker på og med et stadig mere smerteligt vemod.”
Også hos mig meldte disse følelser sig, men jeg havde en forvisning om, at det stadig var muligt at få det hele udbedret og bragt i orden, at gøre mit liv mere oprigtigt og komfortabelt.
Genadz Buraŭkin siger endvidere: ”Mine ældste kammerater fortalte mig, hvordan krigen skærpede deres sanser, det skete især, når de efter at have været i kamp havnede på feltlazarettet”.
Også jeg abonnerer på de ord. Sanserne skærpes, når man havner i fængsel. Men derefter går det hele, efter sigende, over igen. Og hvordan bevarer man det? Efter retsagen blev mine sanser sløvede. Ventetiden på at komme for retten og modtage dommen afløses af ventetiden på at blive overført til et afsoningsted, hvilket, efter alt at dømme, er umiddelbart forestående.
[1] Sommerskoler i menneskerettigheder, som de belarusiske menneskerettighedsaktivister arrangede for unge fra Belarus i Vilnius i Menneskerettighedshuset. I sommeren 2011 afholdtes der fire sådanne sommerskoler, jeg deltog i tre af dem. Uagtet, at Departementet for Økonomisk Efterforskning i samarbejde med Komitéen for Statssikkerhed, KGB, allerede var dybt engageret i min sag, gav de mig lov til at rejse fra Belarus til Litauen i forventning om, at jeg blev i udlandet og ikke vendte tilbage til Belarus.
[2] Da jeg var på vej på Viasnas kontor, traf jeg ved udgangen fra metroen på stationen ”Videnskabernes Akademi” en kollega fra Viasna, som advarede mig om, at der stod nogle mistænkelige personer i nærheden af kontoret. Derfor besluttede jeg ikke at gå til kontoret, vendte tilbage til metroen og kørte hjem. I december 2011 og januar 2012 blev der foretaget to ransagninger af Menneskerettighedscenter Viasnas kontor, ligesom der flere gange indfandt sig politimedarbejdere på kontoret under forskellige påskud.
[3] Jeg blev arresteret ved udgangen fra metrostationen på Sejrspladsen (Rundtorvet).
[4] Usb-stikket, som jeg havde hængende om halsen, tog jeg af for øjnene af teamlederen, som udførte visiteringen, og gav til min kone Natalja. Han blev indigneret, men vovede ikke at tage det fra mig med magt.
[5] Adam (Adasja), vores søn.
[6] Natalja og Adam skjulte to harddiske fra stationære computere i en ventilationsskakt på vores toilet på en opringning fra mig, som jeg nåede at foretage under min anholdelse. Begge blev fundet under ransagningen. Der var kodeord på harddiskene, og efterforsknineng var ikke i stand til at benytte den information, som var på dem, imod mig.
[7] Efter ransagningerne og konfiskationen af computerudstyret på Viasnas kontor tog mine kolleger naturligvis notebook’ene med. De to bærbare lå gemt i en sovesofa.
[8] I Jakub Kolas-stræde nr. 3 ligger distriktspolitistationen for sovjet-distriktet i Minsk.
[9] Det stod lige fra starten klart, at min arrest var politisk begrundet.
[10] På Sapioraŭ-gaden i Minsk ligger en detention til tidsbegrænset forvaring.
[11] Chefen for rejsebureauet ”Sakub”, Siarhej Bukas, var på dette tidspunkt indsat i Valadarka, mens han ventede på at hans sag kom for retten.
[12] Den såkaldte ”dødsgang” med celler, hvor fanger, som var dømt til døden ved skydning, holdtes indespærret.
[13] En 18-årig fyr fra Kurasoўsjtjyna [forstad med boligblokke fra 1960erne og 1970erne i udkanten af Minsk, o.a.], som havde siddet i Valadarka knap et års tid på en anklage om medvirken i et slagsmål.
[14] Vadsæk – den sæk, som indeholder alle den indsattes personlige effekter.
[15] Plastbeholderen får med tiden skader og revner af dyppekogeren. Så svejser vi den sammen igen med dråber af smeltet cellofan.
[16] Nichen ved det tilgitrede vindue.
[17] Jevgenija Ginzburg: ”Min tunge vandring”. Bogen havde Natalja med til mig, endnu mens jeg befandt mig i Departementet for Økonomisk Efterforskning, hvor der blev givet tilladelse til at måtte aflevere den første pårørendepakke. Jeg mistede den under min overførsel til forundersøgelsesarrest.