2.
Af toni lashden
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
Jeg har lyst til at skrive på mit eget afstivede, skrøbelige sprog: ”Vi rejste væk i løbet af en enkelt nat”.[1] Men hvad betyder det?
Forstår du, hvad jeg mener, når jeg siger: vi rejste væk i løbet af en enkelt nat? Man kan desuden sige: vi rejste væk med to kufferter. Vi var tvunget til at rejse væk.
Folk siger: vi kunne ikke blive her længere. Og fører derpå en samtale om noget helt andet: hvor meget varerne koster, hvordan man får visum, og hvor man kan sætte sine børn i børnehave. Talen begynder at støje, når den forsøger at tildække det flængede, fugtige sår. Men det afsætter sine spor; den bitre sårvæske får uvilkårligt kæben til at snøre sig sammen.
Jeg siger: vi får se, hvornår vi kan vende hjem.
Dette er det hemmelige belarusiske sprog.
Jeg oversætter fra det for mig selv.
Det betyder: vi kommer aldrig hjem.
*
Vi rejste væk i løbet af en enkelt nat.
I virkeligheden rejste jeg slet ikke væk. Jeg tog på ferie.
I månedsvis før min ferie frygtede jeg arrestationerne, og denne frygt forfulgte mig overalt.
Jeg var bange – og forblev i Minsk. Jeg gik ud for at drikke kaffe, jeg mødtes med en håndfuld af mine bekendte, som var blevet tilbage (de havde alle fået bøder og siddet i dagsarrest for at have deltaget i protesterne, og jeg spurgte konstant mig selv, hvorfor de ikke var bange, når jeg var bange, hvorfor de ikke var bange, når jeg var bange). Jeg læste bøger og gik på mennesketomme museer, jeg tog ud på landet og lyttede til den pulserende stilhed:
(når jeg kom ud i skoven, lagde jeg mig i en snedrive, gravede mig ned i sneen og lod som om, jeg var død. Kun da fortrak den pinefulde uro sig, som et rovdyr, der har tabt interessen. I denne isgrav kunne jeg ånde dybt. Kun da følte jeg mig i sikkerhed)
Hvor jeg end befandt mig og hvem jeg end tilbragte tiden sammen med, frygtede jeg at blive arresteret. Jeg talte om denne frygt, når jeg var i terapi, jeg skrev om den i min dagbog. Jeg bar rundt på denne frygt, som sten i min kjoles lommer, rede til hvert sekund det skulle være at drukne i paranoia.
Jeg sagde til mig selv: hvis de havde tænkt sig at arrestere mig – så havde de vel allerede arresteret mig. Hvis de gik og holdt øje med, hvad jeg foretog mig, – så ville jeg vel allerede have vidst besked. Folk blev arresteret for kommentarer på internettet, for tøj i rød-hvide farver, for at kaste forkerte blikke på en strisser og derved udsætte denne for uudholdelige sjælekvaler. Folk blev arresteret for alt og for intet. Men jeg blev ikke arresteret.
Jeg tænkte konstant på, hvorfor jeg ikke blev arresteret. Er det fordi jeg er trans og navnet på mit ID-kort og mit sociale navn ikke stemmer overens? Er det fordi min mor er læge? Er det fordi jeg ikke gør nok? Er det fordi jeg er så god til at tage vare på min egen sikkerhed? Er det fordi jeg ikke udgør nogen trussel?
Hvor mange kræfter lægger ængstelsen beslag på? Den drikker alt liv, som du rummer, den udtørrer dig og efterlader et sprukkent, blødende indre.
Jeg tog på ferie, fordi A. og jeg havde set en dokumentarfilm om afstraffelsespsykiatri. I filmen viste de optagelser fra den psykiatriske klinik, som jeg selv var taget ud til, da jeg første gang gik fra forstanden. Jeg så på disse velkendte bygninger og lyttede til folks beretninger om, hvordan de fik piller, som gjorde dem ude af stand til at bevæge sig og tale, hvordan virkeligheden gled dem af hænde, og hvordan de gradvist, dag for dag, blev ude af stand til at gøre modstand.
Da A. faldt i søvn, gik jeg ud i entreen og lagde mig ned ved siden af hoveddøren. Jeg tænkte, at hvis panserne trængte ind i lejligheden, ville de ikke med det samme lægge mærke til mig og komme til at trampe på min mave. Muligvis ville jeg, hvis jeg var heldig, derved pådrage mig et hæmatom eller en skade på et af de indre organer, og at de så først ville sende mig til undersøgelse hos en læge og ikke straks overføre mig til den psykiatriske klinik med drop i armen.
Det var sådanne tanker, der optog mig.
*
Den 24. februar lå jeg på mit værelse på hotellet og lyttede til hans vanvittige tale.
(ved bestillingen havde der stået: det har en pragtfuld udsigt til bjerget. I mørket gik bjerget i ét med baggrunden, og det fik det til at se ud som om, det tætte og uendelige nattemørke flød sammen fra alle sider og oversvømmede dalen)
Jeg forsøgte at gætte, hvad hans ord betød. Hvad havde han mon i sinde? Jeg skrev til mine venner, at de straks skulle købe billetter, for allerede næste morgen ville det ikke længere være muligt at rejse væk (og om morgenen var det ikke længere muligt at rejse væk, det eneste luftfartsselskabs hjemmeside var nede, og billeterne til alle afgange de næste to måneder var udsolgt, ingen havde lyst til at blive i Belarus, ingen). Jeg skrev på min arbejdsmail, at man skulle begynde at evakuere folk fra Ukraine, i første omgang fra syd og vest.
Jeg har i sinde at skrive en åbenhjertig og skarp tekst, så du indser, så du langt om længe indser, hvordan jeg skal forstås, når jeg skriver, jeg kan aldrig mere kan vende tilbage, jeg kan aldrig mere kan vende tilbage, jeg kan aldrig mere vende tilbage, jeg kan aldrig mere vende tilbage.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal finde ord til at forklare dig, bringe dig tættere på en beskrivelse af den forsinkelse af min skræk, der indtraf, da jeg skrev: ”Rejs væk så hurtigt som muligt” – og selv ikke troede på, at det virkelig skulle være nødvendigt. De ord findes ikke. Min paralyserede, uudtalte smerte løber som en åre gennem den homogene tekst.
Min smerte blev disse to sætninger: vi rejste væk i løbet af en enkelt nat (og siden) jeg kan aldrig mere vende tilbage.
Kort før klokken fem ringede jeg til A.
”Vågn op, krigen er brudt ud” [2].
*
Jeg siger til dig: ”Vi rejste væk i løbet af en enkelt nat” – og begynder at le, men det er ikke spor morsomt for mig.
A. havde aldrig været oppe at flyve og aldrig været i udlandet. Jeg havde købt en billet til ham til et land, jeg aldrig selv havde besøgt, og han begyndte at pakke sine ting. A. havde ikke noget, der blot tilnærmelsesvist mindede om en passende rejsetaske. Han måtte tage hen til min bedstemor for at låne en ganske lille kuffert, der kunne gå som håndbagage.
Jeg hjalp til med at evakuere folk, mens jeg kørte i taxi, og dette ubærlige arbejde gav mig køresyge. Jeg mindes disse første dage som en kvælende kvalme, der pressede sig på langt op i halsen. Hvis jeg åbnede munden, ville jeg begynde at udspy en ækel sort masse.
A. sendte mig shots af de ting, som han havde planlagt at tage med. Jeg havde ikke sovet hele natten, og derfor kastede jeg blot et overfladisk blik på billederne, når jeg dukkede op af arbejdstågerne, uden i fuldt omfang at sætte mig ind i, hvad der var på færde.
På et af billederne så jeg, at han ville tage en tekop med i kufferten. En idiotisk, fuldstændig ordinær gul tekop.
Jeg ringede ham op og hørte et distræt ”Hej”. Min krop gav ligesom et ryk ved lyden af hans stemme og viste tænder.
Uventet for mig selv gav jeg mig til at skælde A. ud. Jeg begyndte at råbe ad ham, voldsomt og rasende, som folk gør, når der ikke er andet at gøre end at råbe.
Jeg råbte ad ham og spurgte, hvorfor han ville tage denne kop med, havde han da ikke andre, mere betydningsfulde ting, som det var værd at tage med, nu hvor vi ville forsøge at flygte fra en krig (i virkeligheden skreg jeg: DIT PIKHOVED HVAD SKAL DU MED DEN FORPULEDE KOP ER DU SYG I HOVEDET HAR DU IKKE ANDRE TING DU KAN TAGE MED – og taxichaufføren vendte sig om, men det ville jeg blæse et langt stykke. Jeg havde lyst til at bryde ud i gråd – og kunne ikke, og det var derfor min desperation blev til denne råben). A. lyttede til mig, men svarede ikke – han lagde bare røret på og holdt op med at sende mig fotos.
Hver dag i det nye hjem sidder jeg og ser A. drikke af denne tekop. Det er hverken den bedste eller den smukkeste kop, som hans mor forærede ham. Jeg ser på den og føler misundelse skam ærgrelse sorg ensomhed længsel forladthed desperation nostalgi vrede jeg føler misundelse skam ærgrelse sorg ensomhed længsel forladthed desperation nostalgi vrede. Jeg er ved at sprænges. Jeg træder varsomt for ikke at tilsøle andre med mig selv.
Han har denne tekop.
Men jeg har ingenting.
[1] Sætningen i anførselstegn er på belarusisk, modsat resten af teksten, som er på russisk. O.A.
[2] Men krigen brød vel ud allerede tilbage i 2014?