DIGTE

DIGTE

Af Svetlana Lavochkina
Oversat af Harald Hartvig Jepsen

 

 

Fiskesuppe af Karpe

Lufthavnen opkaldt efter Sergej Prokofjev, Donetsk

26 marts 2014

En mobil fiskebod over for mit hus.
I den seneste tid har jeg været som en marionetdukke. Det ligner mig slet ikke –
At spilde 12 dollars på en velvoksen karpe,
Eller snarere – en kæmpekarpe, levende og med rogn. Nu får den
sit livs sidste bad med haveslangen.

Knivens korte langsgående bevægelser.
Finnerne stikker smertefuldt i fingrene.
Jeg borer knivsbladet ind i dens gat.
Kniven glider gennem dens bug,
Som var det smør.

Jeg står med den slimede rognsæk på min håndflade
Den svulmer af ufuldbyrdet kraft –
Jeg ifører den en pels af mel
Og steger den på panden i olie – en vitaminbombe
af det sprødeste guld – sådan, som han kan lide det.

En græsk opskrift, på fiskesuppe, simpel som alfabetet.
Timian, selleri, persille, porre.
Et stænk citronsaft, salt, peber.
Et simpelt regnskab – fisken dør i fødekæden,
Min gevinst er de umættede fedtsyrer.

Landing uden forsinkelse. Jeg stryger ned af rulletrappen.
Mine Louboutiner sætter sig hele tiden fast mellem trinnene.
Igen en ekstravagance, som slet ikke
ligner mig.
Blot et par uger endnu, og mine fødderne vil svulme op,
Og så vil jeg ikke længere kunne passe skoene til 300 dollars.

Fiskesuppen står og holder sig varm. Jeg hader, når han er fuld,
Men i dag er mig, der har købt vodka til ham.
Han ved ikke noget endnu. Jeg har kun betroet min hemmelighed til komponisten Sergej Prokofjevs gigantiske kontrafej på toldbygningens høje facade.

Lufthavnen skinner af ny varm gul maling.
Franske parfumer letter fra passagernes tindinger.
Jeg er en hunfalk, jeg bør lægge et æg
Blot et enkelt levedygtigt ét, guldæg har jeg ikke brug for
(japanmisplen i min køkkenhave kan også gødes med anden kompost).

Med et rigt bytte
kommer min falkemage flyvende tilbage til sin rede fra Europa.
I mine øjne er han en lykkeridder, en gavtyv, en skørtejæger,
men debet og kredit er i balance hos os,
vi er et fint par.

Han sover så stille, snorker end ikke om natten.
I søvnen vejer togstammen af hans brister ikke tungt.
Hvordan han skovler aftensmaden i sig,
Hvordan han stikker tungen ud af munden, når han pudser kobber,
Hvordan han kalder sig selv en græsk gud.

Den krakilske høne

Maj 2014.

Nu siger jeg til dig for 117. gang, din stivnakke,
Du er vanvittig, min pige. Jeg nægter simpelthen at svare ”ja” eller ”nej”.
Jeg var sammen med dig, er sammen og bliver sammen med dig.
Hvorfor bliver du nu sur igen?
Kig nu på billedet fra ultralydscanningen: det er en dreng, sund og rask,
omtrent på størrelse med en melon inde i din mave, med nosser og tap!

Du, din vagabond, skyndte dig hertil fra München med en så tilfreds fløjten,
som havde du ligget og kneppet med nogen hele natten.

Faldt det dig aldrig ind, dit fjols, at det blot var af glæde
over livets tilskikkelser mit ansigt lyste op?
Du har været inde på min Wyber, WhatsApp og Facebook.
Hvad så, fandt du beviser? Nå ikke? Så ti dog stille.
Var det ikke fordi, du var gravid, havde jeg givet dig en lussing –
Hvordan kan du kæfte op sådan, når alt er i sin smukkeste orden.

Tøflerne var smukke! Smukkere findes ikke!
Jeg kan ikke længere bare gå ned og handle i ro og mag,
for et uhyre i camouflagetøj maser sig altid lige ind foran mig i køen.
Hvor er vores naboer henne? Hvorfor kommer de ikke over og drikker vodka med dig?
Vi kan heller ikke flyve noget sted hen herfra længere: lufthavnen ligger i ruiner.
Fyld tanken op, mens der stadig er benzin at få på tankstationen!

Det vil jeg ikke høre tale om. Tror du virkelig orkerne vil skænde vores smukke hjem. Skulle vi smide vores hårdttjente penge ud på at leje et usselt hummer et fremmed sted?

Et sikkert hummer med udsigt til en losseplads er hundrede gange at foretrække
frem for flodlandskabet fra denne terrasse under beskydningens fyrværkeri.
Endnu før han lærer at kende forskel på sin mors og fars stemme, kan han skelne en haubitser fra en mortergranat.

Ja, nu har ulykken ramt Donetsk, men det er varer ikke ved:
Det beskidte linned vil blive vasket rent i løbet af en nat,
Og i morgen vil det genopstå lige så rent som sneen på Mount Everest.

Hvis du er så ivrig efter at blive boende her fremover, hvorfor er du da så blind
og ænser ikke, at malingen er skallet af plankeværket? Så optaget,
at du endnu ikke har fundet tid til at sætte det bidet op, du købte for et halvt år siden.
 
Men hvor tror du da pengene kommer fra? Jeg har stået og smedet i en uendelighed.
Har du da slet ikke bemærket, hvor meget jeg har måttet slide og slæbe for det hotel?
Hundrede roser i rustfrit stål, Masandras vinranker i krom,
tunge som møllesten? En lysekrone på størrelse med et klokketårn forestillende en bi,
Tyve fluer i bronze til vaskekummerne på de luxe-værelserne.
Jeg nåede endda at sende det færdige arbejde af sted aftenen inden
Banditterne stjal alt fragtgodset til udlandet.

Lad være med at lyve. Du spildte flere dage på at gå med i demonstrationerne,
vifte med det blå-gule flag, synge med på de ukrainske sange.
Hvad så, nyttede det? Fanden tage mig nej!
Kan du huske hende kvinden, der var lænket fast til en lygtepæl,
indsvøbt i dit elskede flag?
den rasende menneskemængde spyttede hende i ansigtet og slog hende i maven.
Hvad gjorde du, standsede vores egen Rambo måske sin jeep?

Der stod en ork med en maskinpistol lige ved siden af hende,
Og jeg havde kun en kasse øl i bagagerummet.
 
Jeg beder blot til Gud, om at din fremtidige søn
ikke vokser op og bliver sådan en kryster som dig.

Svin du mig bare til og kald mig navne, hvis det er det, du lyster.
Vi har 15 000 Euro på kontoen, så vi har intet at frygte.
Skulle det blive nødvendigt, så flygter vi til Tyskland, og jeg finder arbejde dér,
Det er ikke for ingenting jeg vandt verdensmesterskabet i konkurrencen for smede!

Du er ingen verdensmester, men et andenrangs umælende dovendyr,
De vil blæse på os derovre, vi er ikke medlemmer af deres klub,
Og i øvrigt, hvem tror du vil give dig en arbejdstilladelse?
Din luder fra München?
 
Fald nu ned! Der er muligheder. Lad os nu først få udklækket vores æg, ikke,
Jeg bestikker dem på checkpointet,
Så flygter vi til Kreta. Jeg kan fiske og plukke oliven.
Du kan gå ture med den lille kylling på kystpromenaden.

Åndssvagt… Det er allerede midnat, men du tager os ikke med
ned til krydset mellem Artem- og Panfilov-gaderne,
hvor vi før krigen fandt sammen igen: delfinsprøjtene
fra nattens vandvogn er allerede muteret til kampvognssoldaternes
kakkerlakagtige forfølgelsesjagter.

Vi skal ingen steder hen i denne lumre hede:
Vores rede er behagelig, har air-condition,
Smid gulvskrubben, min krakilske høne,
Jeg vil udglatte dine forpjuskede fjer,
Kom nu, læg dig ind til mig.

Machaon

Donetsk, august 2014.

Mine vinger er kostbare solceller:
rubiner, safirer, opaler i gyldne emaljeindfatninger.
Jeg er duty-free, ammer ikke børn, fryder mig i lummerheden.
En protektor for kunstmalere og digtere igennem århundreder,
De fine underkjolers uskyldige silke,
Mundkyssenes søde sitren, himmelfartens raffinerede kunstner
og de massive bagatellers fejl.

Jeg nipper til roserne med min snabel –
Finder frem til sorten ved at smage på deres nektar.
Jeg sutter på abrikoserne og pærerne, tomaternes tyrehjerter
i forsømte haver efterladt af dem, som flygtede fra krigen.
Jeg ville såmænd dø af udmattelse, hvis jeg kun spiste fastekost.
Mens mine slægtninge fra de fredelige egne ikke fornægter lort,
holder jeg som en anden Rockefeller fest hver dag her.

Mine små kløer har taget et solidt greb
Om det glatte lyserøde kronblad.
Mine følehorn véd imidlertid: dette er ikke en rose.
Størst luksus oplever jeg efter tordenvejr –
ikke det kedsommelige, som opstår når Zeus slår på pauker,
den stedlige torden er en kunstig morderisk diastole[1],

den tomme synkope[2] af en krampetrækning i optakten[3] til et kadaver[4].

Jeg spiste soldater fra begge de stridende parter,
Kampvognssoldater, piloter, faldskærmstropper, og artillerister.
Min snabel tog ture på blodkarrenes vandrutschebaner:
Et alt for bittert mix. De gamle kannibaler sagde:
”Der er intet sødere end en lille drengs hånd”,
Men jeg synes nu den bedste delikatesse er en kvindelig civilists armhule,
Dens salte ro, natriummets glans, zinkens diskrete sødme.

Ligeglad med beskydningen. Hun høstede mispelbær og styrede efter japanmisplen.
Stædige rad! Uanset hvad, så måtte hun hen og suge på busken,
Lige til det sidste bær, til skålen på vægten var fuld.
Den venstre klipklapper smeltede – en vandpyt af gummi
Den højre klipklapper slyngede trykbølgen fra nedslaget over på nabohusets tag.
Irissernes stivnede glas, hårets boghvedekonfetti;
Maven som et kålhoved omkranset af shortsenes denim-blade.

Hans jeep bremser op med et skrig fra en million mus.
Huset og smedjen er uskadte, portens maling ny. På komfuret i køkkenet
Simrer fiskesuppen. Det nye bidet står renskuret med blegemiddel.
I køkkenhaven bugner høsten i et stort rod – og jeg sidder og hviler mig
På hendes storetå. Mine vinger er en byge af solenergi.
Han løfter tennisskoens hvide vanvittige sål – og så
Er jeg ikke længere en sommerfugl, men et klæbrigt gyldent skum.

Denne augustmåned er jeg en andrenalinjunkie.
Mit brinthjerte er iført det ekstremes jakkesæt.
Mars’ metamofose til myg findes ikke i nogen myte,
Men guden vil blæse på de dødeliges grå fantasier.

DE JORDISKE GLÆDERS PARK I DONBAS

December 2014.

Hør, du fange Arkadij, nu bør du tage dig et hvil.
Selvmord er selvmord, men ingen har løst dig fra
dine tre borgerpligter.
Rejs dig nu af graven til en dåd,
Jeg garanterer dig evig hæder,
I det mindste i begge mine hjernehalvdele.

Du udviste et uovertruffent talent
På bedragets ubevidste front.
Du, en gulvstrøelses-paria i kongeriget bag tremmer,
udslettede sværmen af fængselsulve.
Med din sygdoms regulære list –
Dog er der stadig længe til sejren.

Fra nord kryber nye ulve frem
Med fangstnettene på vid gab.
Lille Rødhætte
Flåede de underkjolen af og
Den kejserlige matriosjka
Hånede de for dens fede torso.

AIDS i skikkelse af ”den russiske verden”
Sparker døre ind med fødderne,
Hamrer en kanon ned i forhandlingsbordet,
Transskriberer omvendt
Et brændemærke med syre
Ind i de lave panders matrice,
Oversætter F. M. Dostojevskij
Som en kvægets klagebøn
Som plebejere er i stand til at synge.
Og inden længe
Vil denne svøbe udprutte
Et nyfødt barnlillepus
Gennem Hele Vindrosen[5].

Ved årtusindskiftet
Holdt du af at kopiere Vermeer.
Smid blot to århundreder bort:
Da vil du få en passion for
Knivskarp avantgarde.

Arkadij, jeg bestiller et triptykon til dig
”De jordiske glæders park i Donbas”
A lá den retrovirale Bosch.

Dit lærred er himmelhvælvet,
Gift for flyvemaskiner,
Gødning for kunstnere.

Begynd med blomsterbaggrunden:
En helårsgrøn græsplæne.
”Tulipaner”, ”Kornblomster”, ”Pæoner”
I blændende pragt.

Husk på det infrarøde spektrum:
Lig – blå,
Udplyndrede villaer – lilla,
Køretøjer – magentarøde
Levende soldater – fløjlsrøde.

Jeg går ud fra, du ikke har noget imod
At jeg betaler dig for farverne?
15 000 Euro – jeg pulveriserede dem grundigt
Til pigmenter af udstyr
Til min bataljon.
Linolien har vi med succes erstattet med blod.

Vidste du, at
de syge med HIV
i den første verden
sidder på inhibitorer,
lever som raske,
min elskede.
Således vil også dit mesterværk i himlen, Arkadij,
Blive en helende balsam
For byen Donetsk.

Det venstre felt

De Bayerske Alper.
Liza på en king-size seng,
Hendes hoved på min skulder
Jeg husker, hvor illusorisk jeg ønskede, hun blev gravid –
En enlig mor-Europa til et barn med en avlstyr fra Østblokken.
 
*
Planmæssig landing.
Lara i et boghvedeflor
Kommer mig i møde
Med et konspiratorisk blik,
I hendes hår under de franske parfumer
Aner jeg en snert af kogt fisk.

Rulletrappen passerer forbi et brudstykke af Prokofjevs hoved.
Hun fisker sin iphone frem og viser mig pavestolt et foto
Af to lakmusstrimler,
Testfeltet står skarpere end kontrolfeltet.
Hendes dumme Louboutiner sætter sig hele tiden fast
Mellem trinnene.

Hun har gennemskuet mit europæiske eventyr:
Hun har altid fornemmet noget, når jeg har haft sidespring.
Lara, du har ikke noget at frygte.
Det er kun dig, jeg elsker, min egen krakiler.

Den central felt

Krigsgudens Mars flygtede
Fra sin metaltrone,
For at leve i leddyrenes kroppe.
Hvis du ser et dødt vinget insekt –
Vid, det er ham.
Han går hele tiden i ekstase,
Når man tværer ham ud.

*
Lara i haven.
På hendes ubevægelige tå
Ligger kødæderen Machaon.
Min dialektik er herefter
Min riffels skudbane.

Sigtekorn – lyddæmper – fjende
En snigskytte på et slaggebjerg
Med en styrtdykkende falk
Broderet på ærmet af
Multicam-uniformen.

Merapi, Vesuv og Rainier –
Et sammenrend af tre minivulkaner
Midt i et stille hav af to halvtoner af himmelblåt.
Jeg kaldte det
Snart minens Riveria,
Snart Donbases Krim
Snart steppens Cayo Coco[6] –
Stedet for hemmelige stævnemøder.

Nu er her en artilleristilling.

Det højre felt

Jeg spiste skulderdistinktioner.
Hang på hovedet.
Hvis der fandtes haremmer i Donetsk
Ville jeg søge ansættelse som eunuk.

Mit venstre ben er bundet til min jeep,
Det højre ben til en pansret mandskabsvogn. Vognene starter
I hver sin retning. En henrettelse af lokalt produceret tilsnit –
Det er et snigskytteprivilegium.

[1] Diastole – en af de gentagne rytmiske faser i hjertets cyklus.

[2] Synkope – en forskydning af trykket fra en betonet del af takten til en ubetonet, typisk for blues eller jazz.

[3] Optakt – en ufuldstændig takt før første taktstreg, der indleder en musikalsk frase eller melodi.

[4] Kadaver – et lig, som anvendes til videnskabeligt formål.

[5] Hele Vindrosen – uoversætteligt ordspil på „Hele Rus“, som indgår i patriarken for den Moskva-baserede russisk-ortodokse kirkes officielle titel (Patriark af Moskva og Hele Rus) med reference til Ukraine og Belarus, o.a.

[6] Cayo Coco – ø i den centrale del af Kuba, et populært feriemål.