DIGTE
Af Valancina Aksak
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
Inden verdens ende
Den dag,
den tredje verdenskrig
brød ud,
gjorde en berømt
mester i synskorrektion
mig godt seende.
Hele tiden
efter mødet
med troldmandens
laser og skalpel
tænkte jeg
på det nyttesløse
ved medicinske fremskridt.
Hvorfor er himlen
mangefarvet for mig netop nu,
hvor den så brat mistede sin regnbue.
I dag gik det for mig
det var den bebrillede æskulaps
kyndige hænder
som skænkede mig en chance
for at se
enden
på denne
sorte
verden.
Sabbat
Lørdag
Sabbat
Den stivnede himmel bevæger sig ikke.
Flokkene af grå krager
er forstummet ved skraldespandene.
Rækkerne af mosbegroede træstubbe
står som vagtposter
langs de opkørte stier.
Endelig har stilheden indfundet sig her.
Sabbat.
Maskinpistolsalverne er døet ud.
Kampvognenes kanonrør er frosset fast.
Bomberne er trillet ned i mosen.
Sådan tænkte jeg lykkeligt,
da jeg kiggede ud ad vinduet.
Jeg havde glemt,
at jeg var vågnet øjeblikket før
og endnu ikke havde taget
ørepropperne ud af mine ører.
Hvide fugle
At vågne en morgen
i sin lejlighed
få øje på
hvide fugle uden for vinduet,
som har formået at undgå
bomberne og krigerne
og med held krydset grænsen
gennem den sorte røg.
at høre lettelsen
i deres kurren om det,
at de til Mariæ Bebudelse
atter vil forny deres reder
og begynde
at udruge unger,
og at de senere,
oplyst af
den gule sol,
vil flyve
på himlens blå
til Wyraj[1].
Og vende tilbage
Til deres
Hvide Egn.
Ni fugle
Igen i dag
blev jeg mødt
af ni hvide
håndtamme fugle.
De satte sig på række
og med deres blå øjne
kiggede de tillidsfuldt på mig,
mens de scannede min hånd,
som babyer i barnevogne,
der med blikket pejler
sig ind på deres mødres humør.
Kuglerne og bomberne
var som et tungt mareridt
de stik syd herfor stødte på
efter tyve dages træk
i løbet af hvilket
den afsindige lille flok
blev halveret i tal.
Dog dette forår fortryller dem
så der i hver eneste rede
til erstatning for alle
deres ufødte slægtninge
vil klækkes frodige kuld
og ungfuglene vil lære at synge
den stedlige
sang.
Så er der i hvert fald
ikke mindre end
ni fugle.
Svaleunger
Svaleungerne kom frem i dag
under det lune stråtag
kvidrede lystigt et eller andet
og tegnede så deres første cirkel
i luften over huset, der gav dem ly.
De stirrer med forundring
på den blå horisont
og zigzagger resolut gennem
landskabet i det gode vejr,
for hurtigt at nå op
i skyerne på bebudelsens dag.
De ved endnu ikke
At de for hvert nyt slag
Med deres vinger frie
Bringer sig nærmere
høge og ravnes
rige.
Oppe i de høje skyer
venter de allerede på,
at svaleungerne
får mod til at gå
på eventyr
langt fra redens trygge bo.
Flugten fra Polissja
Mose. Elletrær. Krat. Stargræsser
På tofterne ligger sorte hytter.
De er umulige at nå frem til
uden risiko for at snuble
i tørvehuller.
Onkel Kolas, tilgiv mig,
at jeg ikke bryder mig om dit lille sted
her i moradset.
Og du, onkel Melezj, jeg er ked af det,
men jeg er altså ikke datter af
sumpfolket.
Jeg har flettet sumpsko af pil,
udlagt gangbroer af mose-post,
og forstrakt mine ben
for at nå den myggeplagede horisont.
Hvor mange dage jeg end vandrer –
er der rundt om mig altid de samme vidjer
eller foran mig – helt ens pilekrat,
forfordelt af skæbnen.
Vanviddet fortættes,
intet ly i syne,
i Polissjas højder
funkler i stedet for stjerner
et par ulveøjne.
Ensomhed
Jeg har intet sted at gå hen
for at mødes
med Gud
undtagen min
smertelige fantasi.
Kærlighed i krigstid
Jeg vred mig, jeg smed mig
i vemod og fortvivlelse
ind i tilfældighedernes malstrøm
ind i min ulykkes skæbne.
Tænkte –
Mit sår
har bredt sig til hele verden,
troede –
min smerte
var som helvedets ild.
Så viste det sig,
at nogen har det værre,
for de har ikke mere nogen
at smide,
for der er heller ikke mere
noget paradis at fortvivle i,
end ikke noget helvede
heller ikke det findes mere.
Der er kun krig
hvor hverken vemodet,
eller sygen,
end ikke de dybe sår
gør ondt overhovedet.
I skærsilden brændte
møder og adskillelser,
men tværs gennem infernoet
står blomster i flor.
Rosen i rygsækken
I banegårdsvrimlen
stødte blikket på en rose,
som stak frem fra
en fedtet skuldertaske,
som knap var stor nok til vasen
med den forundrede blomst.
Hovedet vuggede
i takt med de udtrådte støvlers gang,
men den døde på perronen,
efter den med ét vågnede
og forstod,
at fra nu af ville den for altid
leve i denne rygsæk.
For den er til evig tid –
en vagabond.
Sankthansurt
På det tidspunkt,
hvor den nedtyngede sol
sænker sig over spirene
på Balmoral Castle,
laver jeg et afkog af sankthansurt
og nyder den nærende drik
lige indtil
min gamle ven kaster et blik
på den tomme kop
og spydigt spørger,
om dette middel mod
kronisk vemod
gør gavn.
Han konstruerer skarpsindigt
endnu flere stikpiller
og henter så frem
fra et ormstukkent skab
Ballantine´s.
Skænker op til os begge og siger,
at i Skotland
må vi vænne os af med
den milde medicin
fra egnen ved Neman-floden,
og optræne vores indre
til den stærke akvavit
fra bredderne af
den kolde Dee.
Georginerne dør
I morgengryet
fortynder en regnbyge
min halvstærke kaffe,
som jeg går hen og vander
mine georginer med,
som udmattede af tørst
dør.
Jeg koger derpå
en liter tyrkisk kaffe
til mig selv
og dykker ned i nyhedernes spindelvæv.
Op fra nettet
stirrer en skægget olding
på mig, som aldrig-aldrig
vil få at se
hvordan georginer dør
på en gård ukendt for ham.
Georginernes frue
Nåede ikke at koge
En styrkende bryg
Til den kæmpe, som står i asken
fra den nedbrændte hytte.
Den vanvittige kampvogn
Overhaler dem begge.
Nat
I Malevitjs sorte kvadrat
Sitrer myriader af stjerneskud,
synlige for ikke-seende.
Den i originalen manglende ramme
er her hæftet fast med kramper
i alle fire hjørner.
Det skrammel, som engang
udgjorde blindrammen,
omsluttede en sort cirkel,
som den hvide aldrig
vil indhente.
Kvadratet
flyder ind over cirklen
og kuplen
bliver til et kors.
Tomrummene
på hver side af sprosserne.
stivner som antracitter.
Suprematisme.
Det allerhøjeste punkt.
Søm i stedet for stjerner.
Nat.
Mirakelløst
Kære Julemand,
Hvis du i din sæk
ikke har andet
end disse rosenrøde
bolsjer,
så lad være med at komme
til vores hytte.
Min lillesøster og jeg
kan ikke lide søde sager.
Du siger,
Du har sukkerfri peberkager
med ingefær, og også mandariner.
Heller ikke dem spiser vi,
for de er jo ikke gaver
fra vores egen mark og have
Bli’r du sur?
Børn er lunefulde
på denne jord,
siger du,
Hør her,
vi tror
slet ikke på dine mirakler
længere.
For du har
da vist
forbyttet dig selv.
Den rigtige sankt Nikolaj
ville i sin store sæk i dag
være kommet hjem med
vores egen papa.
Du er forbavset?
Men så farvel da!
Gå hen og nar
de børn, hvis far
kan give dem kærlige kram,
og ikke bittert klamrer sig
til en kold og
krasende
fængselskøje.
Trøst
Fanget i net
på en fremmed balkon
er det eneste jeg har dét,
som er strøet ud over himlen.
Jeg finder trøst i
et uudslukkeligt vemod
og en ubehjælpsom smerte
over alle de talløse,
som i denne stund
sås af en flig af solen
gennem gitteret.
Med plads til at vokse
Aften. Vind.
Snestormen fejer
Bebrejdelser og fejder
sammen i driver.
Den spinkle nymåne
rystede skyerne af sig.
Sænkede sig ned i min have
og satte sig ved min side,
som en genert kæreste,
en smule på afstand.
Fremstammede:
Smil til alt
omkring dig –
I morgen er det din tur
til ikke længere at se dette.
Lev, som jeg gør.
Med plads til at vokse.
[1] Wyraj, i belarusisk og vestslavisk mytologi og folklore et dødsrige, hvortil de afdødes sjæle flyver efter at have forvandlet sig til en fugl, o.a.