DIGTE
Af Nataliya Belchenko
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
***
Og mens verden brækker sig over krig
Og gør retræte til vacuummet,
Deler foråret sig allerede op omkring mig
i et tranebærforår og et storkeforår.
Tranebærret bevarer sin kraft,
Selvom det presses for rædslens og samtykkets saft,
Når den første modgang oplever fremgang
På vej over forårets isflade
Fremtiden og datiden
Er strandet på hver sin halvdel i min grammatik
Storkene faldt i søvn på reden
Endnu inden de var tilbage fra træk
Kun Ukraines Væbnede Styrker og frivillige
Sover aldrig. Børn som fødes i kældre –
Efter den nye æras tidsregning –
får udleveret stentavler.
***
Den sne som falder over Kraków er af en sådan art,
At den sænker sætningers og bevægelsers fart,
Sinker tillige de tårers løb fra øjnes vipper
Som fældes af krigsfrygt over Kyiv.
Kraków er en frakke, en teenagers, velsagtens,
Hvor du finder dig selv uskadt
I den ene lomme, i den anden bor og lever
fortvivlelsen, den uudryddelige smerte
Du er Szymborskas cigaretlighter
I den lomme, som er til højre.
Mens ulykkerne i den til venstre flyder over –
Som forårsspringfloden i Irpin.
Mine forældres lørdag
på vejen at ryste sig selv fri for
duer mod vest og duer mod øst.
fars kniv, som ikke skulle være brugt
skære sig igennem den sejeste frugt.
at genkende i sit eget kontrafej
ens egen mor og far, at skyde genvej.
at tilgive og føle med sin egen bror
At kysse sporene efter bedstemor.
i den afdæmpede magtesløshed fra krig
ryg mod ryg læner jeg mig
op ad dem og de levende. mine kære, mine egne
os alle har krigens nøgenhed gjort nøgne
læber, hænder, skønt de hviskede sig bort,
skubbede fra sig – flød hertil fra tomrummet
for at tørre tårer bort, indgyde kræfter,
så jeg ikke ind i tågen haster.
***
Julisme – kaldes den velkendte egenskab når
hver en bregne flygter i blomsterflor
Og alle, som lever mellem ild og vand,
søger mod floder, forsvinder i haver ind.
Og fuldmånen planter et kys i mit ansigtet dér,
Og ikke kun fuldmånen, og tak for det.
Og ikke kun tak, for mit skød vil ikke mere
Være tomt for evigt, vent blot og se.
Krigen krydsede dig som en grænse,
Og ingen forbud skal dig længere bremse,
Du er en flod nu eller en af haverne:
Flygt eller voks så godt du nu evner.
Og bregnen blomstrer, og Wilga strømmer blå,
klart blå flyder Rudawa og Drwinka ligeså.
O høstmåned, skærp dit segl, læg på skår
Krigens hæslige stængler og strå.
***
Tilegnet Marianna Kijanowska
Det var i sandhed ikke let for vejen
Langt om længe at finde frem til ord,
Og fødselshjælperstorken fra Litauen
Fløj op over hende og viste et spor.
Og Šnipiškės fra ende til anden rejst i træ
Satte min frihedsby Vilnius fri i mig.
Hvornår mon de bliver smertefri
Som strandede i denne vulva-krig?
Disse trakaier og druskininkaier
De som er blandt slotte og søer.
Det grænseløst indtryk gør
Mere smerteligt end nogensinde før.
Oh, høstmåneds hedenske kraft,
Jeanne d’Arc, Marianne, hold fast.
Den fængslede ikke blot – den satte også fri
De veje som fører ind til vores hjerte.
***
Og marken, som blev pløjet skæv med blod,
Svarer med en brat bølge,
Det er omsonst at håbe det løber af.
Tordnen trækker mod mesozoikum.
Dagen dæmrer først for oversætteren,
Men derpå for den, der har rede i plovfuren,
Og ikke flyver til middagssolens lande,
Og ej heller udgyder sit blod forgæves.
Fugleflokke, småfugle, fugleunger, …
O, pterodactylus, hvor retvinklet
Og veltalende falder dine tegn i øjnene.
Adam, Adam, hånden, siden er blank.
***
Animula vagula blandula[1]
Wcale nie wiedziałam, jak cię bardzo kocham[2]
Juvenus dum sumus[3]
Bare ikke humus lige nu[4]
Gid det er et digt, et digt.
Den lille Lida
Mere end et halvt år er gået op i røg.
Polina, Jelisaveta og Ustynija
traf den lille Lida på bjerge af kridt.
Jeg optog hendes levende stemme på diktofon,
men har ikke kræfter til at lytte til det nu,
nogen i mig kæmper på det kraftigste imod.
Denne nogen så det positive i,
At skulle moskva gå til angreb og man må flygte bort
behøver man ikke mere bryde sin hjerne
med den sengeliggende patients transport.
Den lammede skabning lytter stadig efter,
om de suk kan høres, som nu og da genlød
i to et halvt år fra naboværelset.
Oplevelsen af at være datter – er død.
Hvilken vej tager du nu, nogen?
[1] Animula vagula blandula (latin). ”Min lille sjæl, blid og vandrende”, første linje af et digt fra samlingen af kejserbiografier Historia Augusta. Anses for det sidste værk fra kejser Hadrians egen hånd. Bl.a. Marguerite Yourcenar benyttede det som epigraf til sin roman Mémoires d’Hadrien, o.a.
[2] Wcale nie wiedziałam, jak cię bardzo kocham (polsk). ”Jeg vidste slet ikke, hvor højt jeg elskede dig”. Måske et sangcitat, o.a.
[3] Juvenus dum sumus (latin). ”Mens vi er unge”, anden linje af den gamle studentersang Gaudeamus igitur, ‚Lad os derfor være glade, mens vi er unge‘, o.a.
[4] Linje kan opfattes som en restaurantkundes besked til en tjener, hvor kunden forveksler hummus (puré af kikærter) med humus (jordart), o.a.