DIGTE
Af Elina Sventsytska
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
***
jeg læser nyheder – og med ét
er der noget galt med mig:
jeg gror kløer,
jeg gror hugtænder,
jeg gror panser på min ryg,
og jorden bliver sort omkring mig.
intet blod – men en hulkende flamme,
ingen krop – men et vildt kød,
intet hjerte – men et afbrændt træ,
ingen hjerne – men et slangebo.
hvordan skal jeg kunne leve nu?
hvordan undgå at blive ræd for mig selv?
Gud forbyde at børnene ser mig sådan –
hvordan skal de nogensinde kunne omgås mig?
hvordan skal jeg kunne leve?
…og mon ikke jeg godt vidste det tidligere?
april 2022
***
Giv mig dog, giv mig dog mit udbrændte hus igen,
giv mig dog, giv mig dog min varme hud igen,
som blev efterladt dér langt borte, midt i mit hjemlige helvede,
dér, dybt nede, hvor mit røde hjerte hamrede og skælvede.
Du når den sidste vejspærring. Gyldig som pas er din smerte, dine suk
for du er endelig på vej hjem, om bag tremmer så velkendte,
hvor dine kære og de fattige bor, i en stilhed fuld af opløst mug
Hvor man ikke kan leve. Kun vente, og vente, og atter vente.
Dér flyver livet ved morgenens første byge bort som en fugl,
mens sorgen som en mus om natten kryber i skjul
under jorden og til sidst falder i søvn. Kun i en flimrende drøm
manes kirkegården rundt om Donetsk-havet frem.
Vore veje hjem blev skræmmende som i eventyrenes land.
En ligegyldig rute – fra kærlighed til mord – ligger på jorden til pynt,
uden at nogen hører den. Vore knogler begræder det fædrene land.
Og livet er for længst forbi. Og barndommen netop begyndt.
***
jeg beder for tiden en bøn for alle de vejfarende,
atter høres hvin og brummen fra nomadernes vej,
atter fører nattens spor os mod uvished,
til en fremmed og allesteds ukendt planet.
jeg beder en bøn for alle de hjemløse, de ydmyge,
og for alle, som segner i gråd og mangel på søvn…
over den sårede engel lyder sirenernes hyl,
i himlen gav den usikre grænse sig til at blafre,
så den i fordums bitre rum blev trukket ud til en streng
og ikke havde noget sted at gøre af sit forsvarsløse kød.
over den sårede jord våger aftengløden søvnløst,
over den sårede engel græder Herren min Gud.
det er en luft, der emmer af jern og røg,
og en jord, der pines som et åbent sår i smerte.
jeg beder en bøn for dem, som ikke blev forsvaret
af de hænder, som på afstand forsøger at omfavne os alle.
her i mit vindue danner et kors af gaffatape
et krydsende rum. det er nødvendigt. for det er krigstid.
Men træer og bjerge vender sig mod det og fremsiger en bøn:
”Kom snart tilbage,
Kom snart tilbage til os”
2.03.2022.
***
Og ingen stod på de rådvilde menneskers bro,
hvor der stadig var plads til os, uvist hvorfor …
og riflerne græder som torden, den brutale lykke vokser,
den man kun finder ly for i mørket på loftet.
Og det er ikke tårer, der rører på sig i hjertet, men natfisk
der med deres haler anslår knækkede strenge af stål,
en tyk tåge hænger over den tungsindige plads,
hvileløst vandrer dette land, så nervøst og ungt, gennem natten.
Du er ikke kvinde, du er en stille ung mand, så sandheden er trist.
Hvad skal du lave i verden? Hvad skal du stille op med dig selv?
Vi vågner om morgenen – og atter er der pandemi og krig,
og vågner vi om natten – er der atter pandemi med krig.
Atter haster den sidste minibus af sted gennem luft fuld af røg,
men livet må leves – du må skrå over marker med løg.
Denne blåfjerede fugl er din forpjuskede fremtid,
Denne herreløse hund – din ubønhørlige fortid.
Hvor ligger det, paradiset i udhuset, som helgener flyver til?
Og hvad var det for gruber, vi fyldte med vores eget blod?
Og hvorfor fryser vores vej fra ulykke til ulykke hele tiden til?
Vores blide forræderier forfølger os med kærlighed.
Vores små og klangfulde sjæle gennemrystes af feber
Vi skjuler os i vores hjem – i vores borge af finér.
Vi behøver bolsjer til at stille børnenes sult.
Vi behøver bolsjer til at mætte de døde.
18.02.22