TEKSTER
Af Arciom Arašonak
Oversat af Harald Hartvig Jepsen
***
Socialt boligbyggeri nr. 6. En lejlighed på anden sal. En stor stue fyldt med banankasser af pap. Max kommer med endnu en kasse, stiller den fra sig på det runde spisebord og giver sig til at tømme den for bøger og albums.
”Ejeren af nabolejligheden er død. Hans datter forærede mig hele hans bibliotek. Det tog mig tre dage at få det hele flyttet. Kig på det, måske er der noget af interesse for dig”, siger min ven og går ud i køkkenet.
Jeg åbner et album – frimærker fra USSR 1974: mange firblokke med malerier, ark med serier om naturbeskyttelse, flykonstruktionens historie og Oktoberrevolutionen. Samme år udsendte postvæsnet et frimærke i anledning af byen Vitebsks 1000-års jubilæum, men det mangler i albummet. En samling af fragmenter – postkort og postfrimærker fra det kommunistiske Mongoliet, Ungarn og Bulgarien – i en løs kuvert ligger rumænske frimærker med pålydende værdi 2 lei med Ceaușescus portræt.
”Vil du tænke dig, de har sør’me givet mig bogen Om Jordklodens Folkeslag. Illustreret udgave med!”, lød en glad stemme ude fra køkkenet.
Luften fyldes med en duft af kaffe. Under albummets grå omslag finder jeg en lille seddel med påskriften ”Estlands Papirindustri. 7,50 rubl.” og en tom kuvert addresseret til Nikolaj Jefimovitj i landsbyen Kloga nær Tallinn. Poststemplet har datoen 25.01.1979.
Et øjeblik efter kommer Max ind og sætter en metalbakke med kaffekande, konfekt, småkager og nødder fra sig på bordet, skænker kaffe op i mokkakopperne, tager en bog i grøn indbinding op i hånden og giver sig til fortælle:
”Trebindsværket Om Jordklodens Folkeslag udkom i 1863-64 på dr. Hans trykkeri.” – Max åbner den gamle udgivelse: ”Min nabo lå kun inde med bind 2. Bogen giver en forestilling om kultur og skikke hos Amerikas og Afrikas oprindelige folkeslag. Flere sider og bagpermen mangler. Over et kvindeportræt har nogen – i margenen – med sort fyldepen tilføjet ”gamle luder” [1] … Men det mest interessante er faktisk, at denne etnografiske raritet er endt her i Markausjtjyna [2] fra Det Russiske Bibliotek opkaldt efter Ivan Turgenjev i Paris. Under Anden Verdenskig blev biblioteket stort set tilintetgjort. I oktober 1941 blev alle bøgerne, tillige med malerier, buster og portrætter, som tilhørte biblioteket, fjernet og kørt bort, uvist hvorhen. Imidlertid fandt man ud fra biblioteksstemplerne frem til, at en del af bøgerne var havnet på Nationalbiblioteket i Belarus, tillige med Præsidentbiblioteket. Af bibliotekstemplet i min bog fremgår adressen 9 rue du Val-de Grâce – hvilket betyder, at værket må være tilgået samlingen i perioden 1917-1937, for i 1937 flyttede biblioteket til Rue de la Bûcherie. Hvor bind 1 og bind 3 endte, må guderne vide. Sementovskijs Etnografisk Kalejdoskop over Guvernementet Vitebsk udkom øvrigt også på dr. Hans trykkeri…”
Max og jeg sidder og drikker kaffe. Han fremviser tredje bind af en udgave af Lev Tolstojs værker fra 1912 med vignetter af bogbindermesteren Palæolog og fra boghandlen ”Trud” på Deribas-gaden i Odesa, og med dedikationen til Hanna fra Kuzma på titelbladet. I det samme ringer det på døren.
”Det er politiet”, siger min ven med et stille smil. ”De var her også i går. Blot for en forebyggende samtale. Men jeg lukker ikke op. For mig er bøgerne og frimærkesamlingerne dokumenter – dokumenter fra svundne imperier og forskningsobjekter, men for dem er det blot genbrugsmateriale af genanvendelige cellulosefibre, som kan forarbejdes til tonsvis af propaganda-aviser, protokoller, redegørelser og tjenstlige identifikationskort. Som tiden går, vil historien sende en hel del af samtidens dokumenter i arkiv, men størstedelen vil den forvandle til forskelligfarvet bunddække under nyplantede ahorntræer på frihedens allé.
[1] Tilføjelsen er på polsk-hviderussisk blandsprog. Oversætterens anmærkning (o.a.).
[2] Markausjtjyna er en bydel i Vitebsk med en del industri og arbejderkvarterer fra 1930erne. o.a
Poststempler
Efter Vitebsk- og Mahiliоu-landsdelene blev lagt ind under Sovjetrepublikken Belarus i 1924 dukkede det belarusiske sprog op på poststemplerne. Der er bevaret en serie brugte frimærker udsendt i anledning af tiåret for oprettelsen af den 1. Rytterarmé (1930) – mærket med pålydende værdi 10 kopek har stempelaftrykket ”Minsk-Mensk 21.8.1930” i fed sort farve, mens 5-kopeksmærket er stemplet med et rundt stempel ”(?).8.1930, Polatsak”. Efter Anden Verdenskrig benyttede Polatsk oblast et nyt tosproget stempel med tynde linjer. Der findes et frimærke med pålydende værdi 2 rubler fra 1943 i anledning af 200-året for Vitus Berings død med et markant reliefstempel ”Polotsk-Polatsk, (22(?).5.1945.” Under krigen blev postgangen på Belarus’ territorium ikke indstillet, men jeg er aldrig stødt på forsendelser efter 22.06.1941 og frem til 1944. Fra 1944 kender jeg med sikkerhed til en postkort afsendt 02.05.1944 fra Częstochowa til Savværket pr. Talatjyn station og et postkort fra Oranienburg til landsbyen Vjartsinskija i Pastаvy-regionen, på sidstnævnte er der ud over stemplet fra et postkontor i den østtyske by, som er afsat akkurat midtpå, tillige et rundt lilla-farvet bogstavstempel med ”Aa” i dets centrum. Et lykønskningskort i anledning af 1. maj-dagen afsendt fra Feltpostnummer 35652/34 er og bliver en gåde. I dets nederste venstre hjørne har det USSRs statsvåben og teksten ”Kontrolleret af militærcensuren. 27805”. Et papkort med målene 10×15 cm var afsendt til adressen: ”Vitebsk, Den Vestlige Jernbane, Godsindleveringen, til Valjantsina Ragovskaja”. I øverste højre hjørne har det et stempel i sort farve med ”Feltpost” i cirkelformet skrift og ulæselig dato. Et andet stempel med en femtakket stjerne findes i nederste venstre fjerdedel på et postkort med datoen 2.5.1944(?). Årstallet er tvivlsomt, for den 2. maj 1944 var Vitebsk stadig besat af tyskerne. Sandsynligvis er det andet 4-tal i årstallet blot et dårligt stemplet 6-tal, en skam, adressaten ikke angav datoen i sin hilsen.
I 2020 var postens betydning i Belarus atter i fremgang, breve og postkort med lykønskninger og støtteord ligger og venter på de politiske fanger. Det er uvæsentligt om datoen er angivet i brevet, poststemplerne vil med sikkerhed indskrive dagen i historiens kalender.